Slangerup

Redigeret 21.01.201521.01.2015

Slangerup er en af de ældste byer på Sjælland. Den er opstået omkring en overgang over Græse Å, hvor vejen mellem Roskilde og Helsingør krydser vejen fra København mod Nordsjælland.

Hvor mennesker mødes, bliver der handlet. Således blev Slangerup Nordsjællands handelscenter i Middelalderen.

Den senere konge, Erik Ejegod (1095-1103), blev født i Slangerup i 1056. På det tidspunkt lå der sandsynligvis en kongsgård i byen. Kong Erik lod opføre en meget stor kirke i byen. Slangerup havde købstadsrettigheder fra 1257 til 1809. Byen var endvidere tingsted for Try Herred Ting fra 1248 til 1548. På Kirketorvet ligger fem tingsten, som muligvis var siddeplads for tingmændene, og senere som køledisk for slagternes kød på torvedage. Men brande og svenskekrige hærgede byen samtidig med, at handlen efterhånden gik til Frederikssund, Hillerød og Hørsholm. Kongernes bevågenhed lå ikke længere på Slangerup.

I 1809 mistede byen købstadsrettighederne, og en tid som landsby begyndte. I en år række, 1906-54, var Slangerup stationsby som endestation for Slangerupbanen med direkte forbindelse til København.

I dag er Slangerup Kommune i god vækst. Der er omkring 8.000 indbyggere, et godt udbud af forretninger og mange håndværkere indenfor de fleste fag, ligesom der er adskillige industrivirksomheder i byen. Idræts- og friluftsliv blomstrer, og Lystrup Skov og området ved Buresø er naturlige åndehuller.

Slangerup Kommune omfatter udover Slangerup By det gamle Slangerup landsogn med landsbyerne Manderup, Kvinderup og Hørup. Endvidere landsbyerne Uvelse og endelig Jørlunde, Hagerup og Sundbylille.

Slangerups store kirke står som et minde om den tid, da byen var købstad. Der har ligget en kirke på dette sted siden 1100-tallet. Den nuværende kirke er indviet i året 1588, da Frederik II døde og Christian IV besteg tronen.